Landbrugsmiljø/industri
Beskrivelse
Store Vildmose er en højmose på omkring 50 km2, hvor størstedelen i dag er opdyrket. Store Vildmose udgør et stort, fladt landskab med lige vejsystemer, grøfter og kanaler og enkelte spredte bebyggelser, herunder Centralgården samt 19 ens staldgårde. I det sydøstlige hjørne ligger Pindstrup Mosebrug, hvis røde hovedbygninger er genopført i den oprindelige stil efter en brand i 1950’erne. Til mosebruget hører en original værkstedbygning samt tørvebane, hvorpå tørv fra råstofindvindingsområdet fragtes til fabrikken i åbne godsvogne. Resterne af den oprindelige højmose er fredet og ligger rundt om dyrkningsarealerne og mosebruget.
Fortælling
De spæde forsøg på kultivering af højmosen begyndte i 1800-tallet, men først med statens opkøb af jord fra 1920 kom kultiveringen for alvor i gang ved en storstilet afvanding. Gennem de næste 20 år anlagdes 400 km grøfter, 800 km drænrør og 60 km vej. Staten etablerede i 1935 en karantænestation for ungkvæg i kampen mod kvægtuberkulose. Centralgården blev opført og i forbindelse med den 19 ens, trelængede staldgårde. Staldgården af arkitekt K.R. Sørensen og ingeniør J.F. Engberg bestod af to parallelle, gulkalkede staldlænger, som blev forbundet med en rød lade i træ. Fra 1949 blev karantænestationen afviklet, og staldgårdenes vestlænge indrettet til beboelse, så gårdene kunne udstykkes som husmandsbrug. Centralgården og alle staldgårdene kan stadig opleves. Den kultiverede mosejord blev tidligere benyttet til tørvegravning og græsning af kvæg, men i dag produceres hovedsageligt spagnum og de kendte Vildmosekartofler.
Status
Fortællingen om højmosen og karantænestationen kan stadig opleves. Mange af staldgårdene er omdannede, men gård nr. 18 er bevaret som den så ud i 1949 og er hjem for formidlingscenteret Vildmoseporten.
Bærende bevaringsværdier
De bærende bevaringsværdier knytter sig til den lige vejføring, kanalerne, grøfter, de smalle græsningsparceller (fenner) samt til Centralgården og de 19 staldgårde. Særligt staldgårdenes oprindelige arkitektur har en stærk bevaringsværdi. Pindstrup Mosebrugs bygninger, tørvebane samt arealer til tørvegravning hører ligeledes til de bærende bevaringsværdier.
Vejledning til beskyttelse af bærende bevaringsværdier
Særligt bevaring af den oprindelige bebyggelsesstruktur er vigtig, herunder materialevalg og omtanke ved til- og ombygning.
Sådan kan kulturmiljøet forstærkes
Det anbefales at lave en bevaringsplan for centralgården og de 19 staldgårde, så fortælleværdierne bevares.
Gård nr. 18.
Typisk gårdbebyggelse.
Det flade opdyrkede landskab.
Pindstrup Mosebrugs røde bygninger.
Centralgårdens hovedbygning.
Længe på Centralgården.
En af Centralgårdens driftsbygninger.