I dette område må der ikke etableres anlæg eller ske arealinddragelser, der på væsentlig måde begrænser muligheden for landbrugsdriften.
I den vestlige del af området skal landbruget dog underordne sig de væsentlige ferie- og fritidsinteresser.
Driftsbygninger og -anlæg til store husdyrbrug kan indpasses i området, indenfor de områder der er markeret med blå farve på ovenstående kort.
Bygninger placeres i klynger eller alternativt bindes sammen med beplantning eller andet, der bidrager til, at bebyggelsen fremstår samlet.
Jordbrugserhvervet skal prioriteres højt i området. Der er gode udviklingsområder for jordbrugserhvervet under forudsætning af, at der tages højde for oversvømmelsesrisiko langs Ryå, og at driften tager højde for en lav frihedsgrad i forhold til afstrømning til Limfjorden. Området har jf. de nuværende statslige modelberegninger stor udvaskning af kvælstof, idet jordtypen består af marint sand og ler. Området har stor skala, og store bygninger og anlæg kan derfor indpasses i området. I området er der flere vindmølleinteresser, både i form af nuværende og planlagte parker. Dog er området vest for hovedlandevejen særligt i den nordlige del af området vigtigere til turisme end landbrug, og området er allerede i dag præget af turisme.
Området udpeges til driftsbygninger og -anlæg til store husdyrbrug, idet store gårdanlæg generelt størrelsesmæssigt spiller godt sammen med de store vidder i området.
Området rummer værdifulde landskabsområder, hvorfor kortet indeholder positiv-udpegninger for store driftsbygninger, som ikke er i konflikt med udpegningen af værdifulde landskabsområder.
Det er vigtigt, at driftsbygninger og tilhørende anlæg på en landbrugsejendom opleves som et sammenhængende gårdanlæg, hvor de enkelte bygninger ikke fremstår løsrevet fra helheden. Bygninger og anlæg, der opføres med en afstand på under 20 meter mellem sig, vurderes som udgangspunkt for at være en samlet helhed.
Beplantning anvendes ofte til at dække for bygninger, men i de meget åbne landskaber, hvor gårdene ligger mere frit kan øget beplantning sløre det karakteristiske åbne udtryk i landskabet. Derfor bør beplantning omkring nye anlæg bruges til at sammenbinde bebyggelsen, og ikke til at skjule den.