Efterbehandling efter endt råstofindvinding inden for Grønt Danmarkskort skal som hovedregel være med fokus på biodiversitet og rekreative formål. Ved efterbehandling af råstofgrave skal hensynet til grundvandsbeskyttelse desuden veje tungt.
Råstofområder med sand og grus rummer efter endt indvinding et potentiale for at skabe ny natur. Ofte indfinder sig en biodiversitet, som er tilpasset de særlige, næringsfattige forhold her, hvilket tilgodeses i efterbehandlingen. Således bør der ikke efterbehandles med udlægning af muldjord, men i stedet efterlades så meget sand, grus og mineraler som muligt. Hertil kan biodiversiteten tilgodeses ved at efterlade stejle skrænter, dynger af sten samt en både søer og små vandsamlinger.
Efter endt indvinding af tørvegravning kan der efterbehandles med fokus på at genskabe moseområder som fx højmose, som er en særligt sjælden naturtype med en unik biodiversitet.
Arter der kan tilgodeses i tidligere råstofområder er fx strandtudse, markfirben, digesvale samt en lang række insektarter.