1.1.4 Udpegning af omdannelseslandsbyer
Planloven giver mulighed for at udpege to omdannelseslandsbyer, hvor landzone-administrationen skal have en særlig og mindre restriktiv karakter. Ændringen giver ikke kommunerne mulighed for at foretage egentlig byudvikling i landsbyer i landzone, men giver mulighed for at skabe en helhedsorienteret og langsigtet plan inden for afgrænsningen af landsbyen. I omdannelseslandsbyerne vil der være mulighed for at afgrænse landsbyen på en ny måde og at meddele landzonetilladelser til nye boliger inden for den nye afgrænsning.
Jammerbugt Kommune udpeger følgende omdannelseslandsbyer i kommuneplanen:
- Hjortdal
Kommunen har ved udpegning af omdannelseslandsbyer mulighed for at udvide landsbyens afgrænsning mere, end hvad der gælder for landsbyer generelt.
En ny landsbyafgrænsning giver mulighed for, at eksempelvis utidssvarende bygninger eller boliger tæt på trafikbelastede veje kan nedrives, og erstattes af nye boliger eller mindre virksomheder, der kan placeres mere hensigtsmæssigt og attraktivt.
Der kan ikke ske egentlig byudvikling inden for omdannelseslandsbyer.
En landzonelandsby kan udpeges som omdannelseslandsby, hvis det vurderes, at en ændret landsbyafgrænsning kan forløse et uudnyttet bosætnings- eller erhvervspotentiale, eksempelvis hvis:
- Udpegningen af en omdannelseslandsby kan understøtte etablering af alternative boformer, for eksempel bofællesskaber, økolandsbyer eller seniorkollektiver.
- Udpegningen giver mulighed for at trække landsbyafgrænsningen tættere på de rekreative elementer og stedbundne kvaliteter der omkranser byen, eksempelvis sø, ådal eller skov.
- Udpegningen kan imødekomme små projekter med få nye boliger eller mindre erhverv i forbindelse med ombygning af landbrugsbygninger eller overflødiggjorte bygninger.
- Landsbyen ligger ud til en landevej eller hovedvej. Ved at afgrænse landsbyen med blik for erhvervslivet, kan der skabes bedre forudsætninger for at udvikle det lokale erhverv uden at være til gene for naboer.
Udpegning af en omdannelseslandsby
Der kan højst udpeges to omdannelseslandsbyer i en kommuneplan. Udpegningen skal ske som tillæg til kommuneplanen eller i forbindelse med den ordinære revision af kommuneplanen hvert fjerde år.
Udpegningen af en omdannelseslandsby bør ske på baggrund af en dialog med landsbyen eller et konkret projekt. Der skal foretages en konkret vurdering af landsbyens potentiale og fastlægges principper for placering af nye boliger eller mindre erhvervsvirksomheder, således, at f.eks. nabohensyn sikres, og miljøkonflikter undgås. Der kan for eksempel udarbejdes en strukturplan.
Udpegningen af omdannelseslandsbyer sker i kommuneplanens hovedstruktur og retningslinjer. Omdannelseslandsbyen skal afgrænses på kort. Afgrænsningen skal udgøre en hensigtsmæssig afrunding af landsbyen. Udpegningen skal forholde sig til de nationale interesser og overholde gældende lovgivning.
Selvom der opstilles klare retningslinjer samt redegøres for, hvordan omdannelseslandsbyen ønskes udviklet, vil landzonetilladelsen altid bero på en konkret vurdering af den enkelte sag. I landzoneadministrationen tages der hensyn til naboer og eventuelle miljøkonflikter.