Landskab

Arealressourcen er begrænset og landskabet er generelt præget af korte afstande og med relativt små terrænforskelle. Derudover er store dele af det åbne land er i dag påvirket af trafik-, energi-, produktions- eller rekreationsanlæg. Ændringer i anvendelsen og etablering af byggeri, infrastruktur og andre anlæg har betydning for landskabsoplevelsen og selv mindre forandringer af landskabet få betydning for mange mennesker.

I Jammerbugt Kommune er der kun få tilbageværende steder, hvor det er muligt at opleve et uforstyrret landskab. Det planlægges derfor overordnet for, at der ikke sker indgreb i de tilbageværende større og upåvirkede landskaber.

I stedet skal nye visuelt dominerende eller slørende anlæg som udgangspunkt lokaliseres i mere robuste landskaber, der allerede er påvirket af bebyggelse eller tekniske anlæg.

I udpegningen og sikringen af værdifulde landskaber i kommuneplanlægningen, vægtes den samlede oplevelse af egnen eller Nordjylland som helhed. I den forbindelse planlægges der for, at værdifulde landskaber så vidt muligt skal friholdes for inddragelse af arealer til formål, der kan skæmme landskabet. Tilsvarende bør der vises tilbageholdenhed med at udviske de egnskarakteristiske træk landskabet.

Landskabstemaet i Helhedsplan17 omfatter desuden områder af særlig geologisk interesse og bevaringsværdi. Geologiske bevaringsværdier omfatter både større områder, hvor terrænformerne afspejler landskabets tilblivelse, mindre lokaliteter, hvor de aflejringer, som landet er opbygget af, er synlige (blotninger) og områder, der påvirkes af igangværende geologiske processer, der hele tiden forandrer landskabet, eksempelvis kysterosion.

Kystnærhedszonen omfatter i henhold til planloven alle arealer i landzone og alle sommerhusområder inden for en afstand af tre km fra kysten. Der er tale om en planlægningszone og ikke en forbudszone.

Kravene til planlægning i de kystnære dele af byzonerne handler især om den måde, som byudviklingen finder sted på. Her er der opstillet en række hensyn som planlægningen skal varetage, så ny bebyggelse indpasses i den helhed, som udgøres af den eksisterende bebyggelse og det omgivende landskab.